Hvordan ser det ud med kvaliteten af de danske mediers formidling af meningsmålinger? Det spørgsmål findes der mange – sikkert overvejende kritiske – meninger om. Men ingen har tidligere systematisk undersøgt det. Før nu.

I det nye nummer af tidsskriftet Politik undersøger Erik Gahner Larsen og Simon Grundt Straubinger (begge SDU) formidlingen af meningsmålinger hos Politiken, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende under de seneste tre folketingsvalgkampe (2005, 2007 og 2011). I alt analyseres 424 artikler fra både aviser og web i artiklen Mediernes formidling af meningsmålinger: Indholdsanalyse af folketingsvalg, 2005-2011.

Hovedkonklusionerne er

1. Der formidles flere og flere meningsmålinger på internettet i forhold til i aviserne
2. Intet taler for, at meningsmålinger formidles systematisk dårligere i Danmark end i andre lande
3. Meningsmålinger er historisk set blevet formidlet bedre i aviserne end på internettet
4. Statistisk usikkerhed formidles over tid bedre og bedre i artikler på internettet (min konklusion).

Analysen tager udgangspunkt i Esomar/Wapor-standarderne, der angiver en række kriterier, medierne bør opfylde, når de formidler meningsmålinger. Der opregnes syv metodiske informationer, som medierne ifølge Esomar bør fortælle læseren:

1. Instituttet bag meningsmålingen
2. Medieaktøren (som finansierer målingen)
3. Stikprøvens størrelse
4. Ordlyden af spørgsmålet
5. Statistisk usikkerhed
6. Indsamlingsperioden
7. Metoden (Cawi, Cati, kombinationsmålinger etc.)

I analysen kortlægges formidlingen af de 424 artikler, og der laves en komparativ analyse, hvor man sammenligner med formidlingen af meningsmålinger i udenlandske medier (desk study). Endelig tester forfatterne fire hypoteser om, hvad der kan være årsag til forskellige niveauer af formidling i den danske dækning.

Analysen gør os specielt klogere på de danske forhold, mens den komparative del står svagere, da en række af de udenlandske undersøgelser må formodes ikke at være direkte sammenlignelige (på områder som web- versus printartikler, forskellig tidsperiode, forskellige medier/medietyper, studier under valgkampe versus studier af hele år osv.). Forfatterne er opmærksomme på denne svaghed og afholder sig af samme grund fra at konkludere ret meget på den komparative del.

Man kan naturligvis diskutere analysens medievalg (ingen gratisaviser og hverken DR eller TV2), som jeg gerne havde set bredere. Man kan også diskutere Esomars syv punkter. Analysen mangler efter min mening at medtage et punkt 8 (andel ved-ikke svar) og punkt 9 (svarprocent) som supplement til Esomars guidelines. Det er to vigtige informationer at få som læser.

Disse indvendinger ændrer dog ikke ved, at der er tale om en spændende og hidtil savnet analyse, som jeg vil anbefale enhver med interesse for området at ofre de 30 kroner på, som e-artiklen koster hos DJØF Forlag.