De er lumske. Ikke nemme at håndtere. Og medierne har ofte ganske svært ved at fortolke dem retvisende.

Jeg taler om midterkategorierne. Altså svarskalaernes centrale omdrejningspunkt. Enhver balanceret svarskala har vel en midterkategori? Næh, faktisk ikke. Det er ikke givet, at man SKAL have en “hverken-eller/i nogen grad” mulighed, eller hvad man nu måtte kalde sit centrum. Det er et videnskabeligt studie for sig, hvad det betyder for svarfordelingerne, hvis man helt fjerner den midterste værdi – for naturligvis betyder det noget. Men det er en anden diskussion.

Forleden stillede Jyllands-Posten danskerne dette spørgsmål:

I hvilken grad mener du, at den danske folkeskole har det nødvendige faglige niveau?

Med svarmulighederne “i meget lav grad”, “i lav grad”, “i nogen grad”, “i høj grad” og “i meget høj grad”. Men hvad vil det sige i nogen grad at mene, at folkeskolen har det nødvendige faglige niveau? Jyllands-Postens fortolkning faldt både undertegnede og Detektor for brystet.

Men problemet kendes også uden for landets grænser. TV2 Norge fik ørerne i maskinen, da de stillede spørgsmålet (om ressourcer på sykehjem):

I hvilken grad går manglende ressurser utover en forsvarlig og verdig omsorg?

Igen var problemet fortolkningen af svaret “I noen grad” – den midterste svarmulighed. Problemet opstår, når man slår midterkategorierne sammen med enten de tilfredse/enige eller utilfredse/uenige. Det kan være fristende – ikke mindst fordi, der ofte er mange svar i midten. Med denne fremgangsmåde står man pludselig med en meget stor andel danskere eller nordmænd eller plejere, som man kan vinkle på: 2 ud af 3 mener… Men billedet er fortegnet.

Hvordan skal man så fortolke svarene i midterkategorierne? Løsningen er – i mange tilfælde – at lade dem være.