Detektor på P1 har lavet en fremragende udsendelse om danskernes holdning til den såkaldte fedtafgift – en afgift på mættet fedt, som Folketinget vedtog d. 17. marts i år. Detektor undersøger i udsendelsen, hvordan det kan lade sig gøre, at danskerne i to samtidige meningsmålinger forholder sig vidt forskelligt til afgiften.
Afgiften har været voldsomt diskuteret. Erhvervslivet har protesteret mod afgiften, som vil fordyre chips, burgere og pomfritter, men også mere almindelige dagligvarer som fx ost og smør og måske flytte mere af danskernes forbrug syd for grænsen.
Men hvad mener danskerne egentlig om afgiften? To anerkendte meningsmålingsinstitutter, Epinion og Interresearch, har hver især spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen, om de er for eller imod afgiften. Men spørgsmålet er af institutterne blevet præsenteret i vidt forskellige kontekster – baggrunden for og de mulige konsekvenser af afgiften er altså blevet præsenteret på to vidt forskellige måder. Epinions kontekst handlede om folkesundhed og de problemer, en dårlig folkesundhed skaber i sundhedsvæsenet. Interresearchs kontekst handlede primært om afgiftens konsekvenser for prisen på dagligvarer, og at afgiften kan bruges til at finansiere skattelettelser.
Forskellen i svarene var tankevækkende: I Epinions undersøgelse var 58 procent enige eller meget enige i at indføre afgiften. I Interresearchs undersøgelse var knap 62 procent imod! Altså stik modsatte resultater.
Det helt grundlæggende problem ved undersøgelser som denne er, at man spørger danskerne om noget, som de færreste på forhånd har en klar og entydig holdning til. Dermed bliver rammen, som spørgsmålene præsenteres i, afgørende for, hvordan folk svarer. Og man kan derfor ikke konkludere, om danskerne som sådan er for eller imod afgiften, men kun, om de under helt bestemte forudsætninger (i en given spørgeramme eller kontekst) er for eller imod.
Undersøgelser, hvor svarpersonerne først etablerer en holdning i det øjeblik, problemstillingen præsenteres i røret eller i spørgeskemaet i en given kontekst, er et hyppigt forekommende problem og samtidig et problem, der ofte overses.
Jeg kan derfor varmt anbefale Detektors udsendelse.