“Radikale henter vælgere til rød blok“, viser ny Gallup-måling. Og “Afstanden mellem rød blok og blå blok bliver mindre“, viser ny Megafon-måling.
Vi oversvømmes i disse dage af meningsmålinger, og politikere, kommentatorer og valgforskere udlægger beredvilligt dagens marginale bevægelser. Ikke underligt, i en periode med udsigt til valg. Heller ikke underligt, at mange efterhånden har det siddende langt oppe i halsen.
Den seneste uge har budt på intet mindre end 6 dugfriske målinger:
(klik på tabellen for at se den i fuld størrelse)
Partierne svinger i målingerne omkring 1-3 procentpoint med de største udsving hos de største partier. Helt som forventet og alt sammen inden for den statistiske usikkerhed. Det eneste overraskende er, at Greens i deres måling har Liberal Alliance til blot at få 2,7 procent af stemmerne. Det ligner en forbier fra Greens – og ikke et udtryk for en faktisk vælgerbevægelse. Ja, indimellem skyder institutterne faktisk helt forbi i deres målinger. Ikke ofte, men det sker.
Målingerne giver alt i alt et udmærket fingerpeg om den aktuelle opbakning blandt vælgerne, og vi kan følge partiernes bevægelser over tid. Men om de Radikale står til 6 eller 7 procent, om SF står til 12, 13 eller 14 procent, og om Venstre står til 22, 23 eller 24 procent af stemmerne – det ved vi ikke. Valgforskerne ved det ikke. Politikerne ved det heller ikke. Til gengæld kan man se, at der ikke er noget i målingerne, som tyder på et vælgerskred.
Så der er faktisk ingen fornuftig grund til at spekulere for meget over de ganske små udsving i tallene. Men det gør man. De Radikales Morten Østergaard glæder sig over det tydelige skulderklap fra vælgerne. Socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, glæder sig over ugens fremgang. Mens Venstre og SF tilsyneladende ikke har været friske på en kommentar til ugens “nedtur”.
Og vi andre kan blot konstatere, at der er gået selvsving i meningsmålingerne.
En ting er den statistiske usikkerhed, som politikere og kommentatorer ofte undlader at tage stilling til, når de skal glæde sig over, at deres parti “er gået frem fra 5,9 til 6,1 pct.” Noget helt andet og i mine øjne mere alvorligt er den måde, undersøgelserne foretages på. Ifølge Voxmeters direktør er der i mange af deres undersøgelser – og jeg tillader mig at gå ud fra, at det samme er tilfældet i andre institutters målinger – over 25 pct. af de adspurgte, der i første omgang svarer “ved ikke”, når de skal tage stilling til parti-bogstavet. Herefter spørges der så ordret “hvis du nu alligevel skulle stemme på et parti, hvad ville det så være?” Kun de mest standhaftige får lov at svare “ved ikke” – og antallet af respondenter i denne svarkategori bliver oven i købet slet ikke oplyst, når målingerne præsenteres i medierne.
Det er en interessant problemstilling, du rejser. Jeg er dog ikke helt enig i din bekymring. Hvis man lod tvivlere være tvivlere og ikke “pressede” dem til et svar, ville man tegne et skævt billede – de fleste tvivlere ender jo faktisk med at stemme. Og mange tvivlere har givetvis også nogle klare præferencer, 1-2 favoritter, som (tvivl eller ej) ender med at få krydset.
Endelig er jeg ret sikker på, at svarene fra tvivlerne vægtes – ligesom de øvrige svar – ud fra en række parametre, fx. stemme ved forrige valg.
Men jeg er helt enig i, at håndteringen af tvivlergruppen er afgørende for kvaliteten af disse meningsmålinger.