”Mere end hver fjerde dansker er bekymret over en nær pårørendes narkotikamisbrug”, lød det i går i morgenradioavisen. ”Det var li’godt … mange,” tænkte jeg.

Et nærmere tjek viser, at de fleste udtryk i sætningen enten er usikre eller direkte fejlagtige:

”Mere end hver fjerde” – usikkert
Andelen henviser til, at der i en artikel af syv nordiske forskere er angivet, at 27 procent af de spurgte tilkendegiver, at de er bekymrede over brug af stoffer hos en person i omgangskredsen. Problemet er, at svarpersonerne fra et repræsentativt panel forinden er gjort opmærksom på, at emnet er stofmisbrug i omgangskredsen, og forskerne skriver selv, at det kan betyde, at de, der valgte at svare, er mere interesserede i emnet end gennemsnittet.

”dansker” – forkert
Andelen er fra de danske svar i en nordisk undersøgelse blandt indbyggerne i landenes hovedstæder. Svarpersonerne er altså fra København. Mon ikke man kan tillade sig at antage, at københavnerne kender lidt flere, der indtager stoffer, end indbyggerne i resten af landet?

”en nær pårørendes” – forkert
Udtrykket ”en person, du kender personligt” er anvendt i undersøgelsen, men forskerne har forinden over for svarpersonerne defineret udtrykket som ”en person, der er tæt på dig, en slægtning eller en ven, eller en person, du mindst kender navnet på og har talt med”. Det kan man vist ikke udelukkende kalde ”en nær pårørende”.

”narkotikamisbrug” – forkert
Spørgsmålet handler om ”brug af stoffer”, altså ikke nødvendigvis misbrug. Desuden er hash også narkotika, men de fleste danskere forbinder nok et lidt for stort forbrug af hash med noget helt andet end narkotikamisbrug, selv om førstnævnte kan være nok så bekymrende.

Som næsten altid ved den type historier var Radioavisens indslag inspireret af et af de trykte medier, nemlig en artikel i MetroXpress, hvor skærpelsen – og dermed fejlene – især fremgår af rubrik og underrubrik.

Til slut et lille hjertesuk: Forskere sørger selvfølgelig for den nødvendige rygdækning i deres videnskabelige artikler, men når forbeholdene er gemt godt af vejen, er det altså lidt af en gratis omgang. På hjemmesiden for norske ”Statens institutt for rusmiddelforskning” (SIRUS) står der for eksempel ikke noget om risikoen for, at det især er berørte, der har valgt at svare på undersøgelsen. Og ifølge nyhedsjournalisten på MetroXpress var det den pressemeddelelse, der vækkede hans interesse.

Kære forskere: I skal ikke regne med, at den travle nyhedsjournalist får læst hele den videnskabelige artikel (i dette tilfælde 15 sider på engelsk), så sørg for at få forbeholdene trukket frem i forgrunden. Når mediemøllen kværner, er der stor sandsynlighed for, at nuancerne forsvinder, hvis I ikke tager jeres del af ansvaret for at få dem med.

Overskriften på dette indlæg er mit forsøg på en rubrik, der i højere grad er i overensstemmelse med det videnskabelige grundlag, men som – indrømmet – ikke i samme grad ville vække min opmærksomhed og være årsag til, at jeg fik morgenkaffen galt i halsen.