I denne måned blev den årlige LUP-undersøgelse offentliggjort. LUP står for Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, og der er i sandhed tale om en landsdækkende undersøgelse. Flere end 138.000 patienter har i efteråret 2011 besvaret det fremsendte spørgeskema. Nej, der er ikke et nul for meget med. Og ja, spørgeskemaerne er fremSENDT. Med posten. Som i de gode gamle dage.

LUP-undersøgelsen er god at blive klog af. Den rummer rigtig megen god metode – og tillige en række metodiske problemer.

Et af problemerne tematiseres i LUP-rapporten under overskriften Er “godt” godt nok? Indledningen lyder sådan her:

Flere spørgsmål i LUP har over 90 % positive besvarelser. “Positive besvarelser” dækker både over de patienter, der besvarer, at de oplever noget som “godt” og som “virkelig godt”.

Men hvad er historien bag tallene? Hvad gemmer sig fx bag bedømmelsen “god”? Det har folkene bag LUP gjort sig den ulejlighed at afdække via en interviewundersøgelse blandt et lille udvalg af patienter, der har vurderet den mundtlige information som “god”.

Interview med de pågældende patienter viser – ikke overraskende – at vurderingen “god” bliver en slags gennemsnitsvurdering, som dækker over både gode og dårlige oplevelser, og hvor de seneste besøg fylder mest. Konkret skjuler vurderingen “god” oplevelser med overfladiske læger og utryghed og nervøsitet, som bl.a. bunder i skiftende meldinger fra skiftende læger. Som tidligere beskrevet kan der være mange gode grunde til, at patienter ikke giver udtryk for dårlige oplevelser i et spørgeskema – eller i det mindste kun gør det indirekte med bedømmelsen “god”.

Man må derfor spørge sig selv, om vurderingen “god” er godt nok – som succesparameter. Og videre, hvordan man kan bruge store kvantitative undersøgelser som denne til at fremme det gode patientforløb – en erklæret målsætning.

I mellemtiden kan vi (metodenørder og andre) glæde os over et fint og gennemsigtigt studie i spørgeskemaundersøgelsens lyksaligheder og – ikke mindst – begrænsninger.