Fup, fejl og fordrejninger

Vil du gerne være din egen detektor? Eller bare blive bedre til at gennemskue tal, fakta og statistik i medierne? Så kan jeg kraftigt anbefale, at du investerer i netop udkomne “Fup, fejl og fordrejninger. Bliv din egen detektor”.

Indrømmet, jeg er ikke en helt uhildet betragter. Jeg er begejstret over, at vi i Danmark har et program som Detektor, og jeg har indimellem selv medvirket i udsendelserne.

9788702164763

Med det sagt, så er det en særdeles oplysende, velskrevet, mundret og eksempelrig bog, Thomas Buch-Andersen og Mads Bøgh Johansen er barslet med. Bogen er inddelt i 11 tematiske kapitler, og det er faktisk bogens helt åbenlyse styrke. Temaerne giver dig hurtigt et overblik over, hvilke typiske fejl og fordrejninger man som mediebruger (eller journalist, politiker, kommunikatør etc.) skal være særligt opmærksom på – tested by reality. Hvis jeg skal fremhæve enkelte temaer, så må det blive “om cherry-picking” – altså når man ved selektiv brug af tal tegner et forkert billede af helheden, “om årsagssammenhænge”, som ofte er nogle helt andre, “om sammenligninger”, som kræver sammenlignelige størrelser, og “om inflation”, som ofte “glemmes”, når priserne igen-igen er rekordhøje. Der er også et udmærket kapitel om meningsmålinger og spørgeskemabaserede undersøgelser, men det bliver dog mest til en indledende introduktion til de typiske validitetsproblemer.

Alle kapitler er krydret med Detektors egne eksempler, og de er både lærerige og underholdende. Bogen indeholder desuden en række korte bidrag fra politikere, erhvervs- og mediefolk, som selv har været en tur i Detektormøllen. Der er – som det nok fremgår – ikke tale om en lærebog. Du lærer ikke, hvordan du finder supplerende tal hos Danmarks Statistik, hvordan du tester for spuriøse sammenhænge, hvordan du korrigerer fra løbende til faste priser, eller hvordan du beregner statistisk usikkerhed ved meningsmålinger. Hvis du skal “kunne selv”, kræver det naturligvis mere end at læse denne bog.

Men med bogen under huden har du alle muligheder for at blive en mere kritisk og vågen medieforbruger. Så læs den. Også – og ikke mindst! – hvis du er journaliststuderende.