Reklame forklædt som undersøgelse

Rejsebranchen har for alvor fået øjnene op for undersøgelsesindustrien, som en let adgang til gratis reklame. I løbet af foråret har der været en række eksempler på mere eller mindre kreative indslag i pressen med rejsebranchen som afsender.

I februar kunne man således læse, at danskerne foretrak Helle Thorning frem for Lars Løkke som rejseguide. Afsenderen var Hotels.com, som er overmåde leveringsdygtig i nye undersøgelser. Senere på måneden var det så Apollo, der kunne berette, at danskerne går op i takt og tone på ferien. Og i denne uge afslører Star Tour, at vi spiser, drikker, ryger og dyrker mere sex, når vi er på ferie. I sandhed breaking news. Salgsdirektør i Star Tour, Stig Elling, stiller beredvilligt op med en jovial kommentar: Han synes “det er glædeligt, faktisk, at så mange nyder livet på den måde, når de holder ferie – og det er jo kun et par uger om året”. Og det kan man jo næsten ikke være uenig i.

Man kan dårligt bebrejde rejsebranchen, at de har fundet og udnytter en genvej til omtale. Og ret beset er “undersøgelserne” temmelig harmløse. Men har medierne ikke bedre ting at berette om?

De fleste medier holder sig heldigvis for gode til at lege med, når undersøgelserne bevæger sig ud i det absurde – som i eksemplet med Løkke og Thorning som rejseguider. Men i rigtig mange af undersøgelserne er gennemslaget i medierne stort.

Apollos undersøgelse, hvor Kvinder siger nej til bare feriebryster, var for stor en fristelse på redaktionerne. Den fik alene 49 omtaler, viser en søgning på Infomedia. Hotels.com har haft 246 danske omtaler af undersøgelser bare i 2011. Også Star Tour (119), Apollo (191) og Spies (88) har haft stort gennemslag i 2011. En del af forklaringen på omtalen af Star Tour er Stig Elling. Han udmærker sig ved ofte at gå ind og kommentere undersøgelser fra andre i rejsebranchen, når de åbenbart kalder på en ekspert- eller brancheudtalelse.

De store spillere i rejsebranchen har fundet en effektiv genvej til omtale.  Tallene taler deres eget tydelige sprog. Men kan medierne holde til det i længden?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.